At skabe og opretholde et inkluderende læringsmiljø ser vi som en vedvarende proces, hvor de professionelle hele tiden forsøger at få øje på og håndtere marginaliserende og ekskluderende mekanismer i læringsmiljøet – altså hvad gør det vanskeligt for nogle at deltage aktivt i læringsfællesskabet?

Det er noget, lærere og pædagoger kan gøre sig dygtige til, og noget, vi er særligt optagede af, når vi co-teacher. Og det er en proces, der må foregå løbende, som et (kritisk) blik på undervisningen.

Når vi arbejder med inklusion, adskiller forståelsen sig fra den mere udbredte integrationsforståelse ved, at man tager udgangspunkt i fællesskabets måde at være fællesskab på frem for individets måde eller evne til at tilpasse sig.

I den klassiske integrationsforståelse er vi optagede af individets evne til at tilpasse sig fællesskabets normer og regler. Og vi bliver derfor optaget af, hvordan nogle elever er forskellige fra majoriteten og skal lære sig at deltage på ”den rigtige måde”.

Når vi arbejder med inklusionsforståelsen, er vi i højere grad optaget af, hvordan fællesskabets måde at tilbyde deltagelse på, kan forandre sig efter dem der er en del af fællesskabet ved at bevæge sig, udvikle sig og strække sig så at sige, for at muliggøre alles deltagelse.